Display-duel: Samsung Galaxy S 4 vs Sony Xperia Z vs HTC One

En skærmtest hvor vi ser lidt nærmere på skærmene på HTC One, SGS4, og Xperia Z. 

Vi vil lade det være op til den enkelte selv at vurdere hvilken skærm der er den bedste, smid en kommentar under artiklen og lad os høre hvad du siger.

Vi starter ud med lidt info om de forskellige skærme, og ser derefter videoen.

Samsung Galaxy S 4:

Samsungs seneste Galaxy S4 bruger, ligesom sine forgængere, en OLED-skærm, og hæver opløsningen til imponerende 1920×1080 pixels. Den høje opløsning gemmer imidlertid på en hemmelighed. Samsung har endnu en gang valgt de såkaldte PenTile-pixels, hvor der er to gange så mange grønne subpixels som røde og blå subpixels. Strukturen i de små pixels er lidt anderledes end på Galaxy S3, men PenTile-strukturen kan uagtet stadig giver en let utydelig hinde omkring tekst og kan give anledning til en grønlig eller blålig overmætning af farverne – specielt når skærmen betragtes fra en skrå vinkel.

I praksis formår Samsung dog at eliminere hovedparten af problemerne ved at hæve opløsningen i en sådan grad, som de har gjort. Kombineret med OLED-teknologiens grundlæggende forcer såsom ekstrem hurtig responstid, ekstrem dyb sortgengivelsen og høj farvemætning. Farverne er for kraftige og mangler præcision i Standard-billedprofilen, så gør dig selv den tjeneste at brug Movie-billedprofilen for OLED-skærmen.

PenTile-pixels er fundamentalt en forkert måde at skabe en skærm på; noget som Samsung også selv erkendte, da de lancerede Galaxy S2, der bruger de korrekte RGB-pixels, men med en opløsning på 1920×1080 formår Samsung efterhånden at maskere problemerne ved PenTile, samtidig med, at de udnytter OLED-teknologiens andre forcer.

– Anmeldelse af Samsung Galaxy S 4

HTC One:

HTC One praler med en 4,7 tommer skærm med en opløsning på 1920×1080 pixels og en utrolig pixeltæthed på 468 ppi. I modsætning til Galaxy S4, er HTCs høje pixeltæthed nået uden tricks. HTC One bruger en LCD-skærm af typen IPS (in-plane switching), der generelt er kendetegnet ved præcis farvegengivelse, middelmådig kontrast og brede betragtningsvinkler. Og fordi HTC One bruger korrekte RGB-pixels, fremstår tekst defineret og klart afgrænset.

1920×1080 – eller Full HD – er utvivlsomt overkill på en 4,7 tommer skærm, og de fleste personer med ideelt syn har ikke brug for meget mere end 300 ppi på en smartphone. Pixelræset stopper forhåbentlig, når vi er nået disse astronomiske værdier, men det skal ikke herske tvivl om, at skærmen i HTC One måske er en af de bedste, der endnu er skabt med LCD-teknologi.

HTC praler herudover med deres såkaldte SoLux-element i skærmen, der basalt blot referer til lyskilden og ikke har meget betydning for den praktiske oplevelse af skærmen i forhold til LCD-skærme med LED-belysning. SoLuxs primære fordele er, at lyset, som oplyser LCD-skærmen, fremstår meget tæt på den farvetemperatur og det farvespektrum, som sollysindeholder, men med de iboende begrænsninger der allerede ligger i LCD-teknologi og farveprocessen, har det lille til ingen praktisk betydning i forhold til skærme med LED-belysning.

– Anmeldelse af HTC One

Sony Xperia Z:

Sony gør meget ud af at sælge skærmen i Xperia Z med superlativer såsom Bravia Engine og Full HD. Skærmen har samme imponerende opløsning som HTC One og bruger også rigtige RGB-pixels, så der ikke går skarphed i f.eks. tekst og fonte tabt. På papiret ser skærmen lovende ud, men Sony gør også meget ud af ikke at afsløre, at der principielt er tale om en LCD-skærm med IPS-panelteknologi. Det vil umiddelbart give anledning til at tro, at skærmen er sammenlignelig med skærmen i HTC One, men Sony har desværre valgt at spare og anvendt en billigere – og dårligere – variant af IPS, der til tider har fået navnet E-IPS. Joken har over årene gået, at E’et står for Economy.

Karakteristika ved E-IPS-panelerne er i store træk de samme som de ægte IPS-paneler i f.eks. HTC One og Apples iPhones, men farvegengivelsen lider en smule. Den mest markante forskel er dog betragtningsvinklerne, som på E-IPS-paneler er betydeligt dårligere og derved giver både farve og kontrasttab fra yderlige vinkler.

Sony praler herudover med Bravia Engine 2. Bravia er navnet, som Sonys tv-skærme har været solgt under i mange år og med Xperia Z fortæller Sony således, at de har udnyttet den ekspertise til at optimere skærmens billedgengivelse. Der er principielt ikke forkert, men det er måske at oversælge billedprocessoren en smule. En mobilskærm skal blot vise pixel-for-pixel-billeder, korrekte farver og kunne justere lysstyrken automatisk i forhold til omgivelserne; det kræver ikke en tv-processor. Det kræver faktisk relativt simple værktøjer og lader man billedprocessoren i en skærm pille for meget ved billedet opnår man et dårligere billede; ikke et bedre. Vi har været lidt inde på det i vores anmeldelser af Sony Xperia Z og Xperia tablet Z.

Denne artikel er skrevet i samarbejde med Rasmus Larsen fra Flatpanels.dk (bestemt et site der er værd at tjekke ud hvis du har Android Smart TV (Samsung og LG) og lignende).

Relaterede:

 – WIFItest: Samsung Galaxy S 4 vs HTC One vs Sony Xperia Z